Mandagsmotivation: Ryd op i din (perfekte) Instagram

Billedet er af en af de Instagrams jeg stadig følger.
Hej med jer :-*
Jeg prøver lige en ny ide på bloggen. Mandagsmotivationen. Under dette tema vil der komme indlæg, som har det til fælles, at de er et forsøg for at inspirere eller motivere til forskellige ting. Det kan både være mere dybe ting, såvel som lettere og sjove emner.
Jeg lægger ud i den måske mere dybe ende. I hvertfald den personlige ende. Jeg VED at jeg ikke er den eneste pige/kvinde (you name it) i verden der har stiftet bekendtskab med det, “at skulle være perfekt”. Vi, unge mennesker især vil kunne nikke genkendende til dette, lever i et udpræget præstationssamfund, hvor det gælder om, at se så bedst muligt ud på papiret som muligt. Politikkerne vil have os hurtigt igennem uddannelsesmøllen og lægger pres på os med ting som S.U.-klip, og det, at vi KUN må have en uddannelse af samme niveau, blandt andre ting. Det gælder om, at få de bedste karakterer, score de fedeste studiejobs osv osv, for i sidste ende, at kunne gøre sig gældende til at konkurrere med alle de andre studerende om de fedeste arbejdspladser. Og jeg er helt ærligt ved at brække mig over det.
Men presset udefra er kun den ene og måske også den mindste del af det. Jeg er overbevist om, at det er det pres vi lægger på os selv og de krav vi stiller os selv, om at opnå perfekthedsstatus der er værst, og i værste tilfælde kan smadre os indeni. Da jeg får omkring 5 år siden fik min depression, var det ikke én af de ting som gjorde, at jeg blev syg, men klart en modspiller i min vej ud af tunnelen. Instagram og lignenes sociale medier perfekte verden gjorde, at jeg følte mig endnu mere unormal, ikke god nok, osv. Hvilket naturligvis gjorde mig endnu mere ked af det. Forstå mig ret. Det var ikke den eneste modspiller, men helt klart en af de mest dominerende. Jeg lærte efterhånden, og begyndte at kunne reflektere over, at Instagram blot var et udsnit af verden. Den verden som folk ønsker, at man skal se. Man deler ikke i lige så høj grad det negative. Det her er så vigtigt at huske. De piger (eller drenge) man, på baggrund af Instagram, tænker må leve et så dejligt liv, de kan også kæmpe med noget. Ligesom dig selv.
For et par dage siden, gik det imidlertidig op for mig, at selvom jeg har denne refleksion med mig, fulgte jeg stadig Instagramprofiler der fik mig til at nedværdige mig selv. Jo så ikke fordi jeg tænkte, at de levede et mere perfekt liv end mig, men fordi at det bare blev FOR perfekt. FOR glansbillede agtigt. Jeg går rigtig meget op i fotografi og visualitet selv. Så når jeg ser de der top stylede bloggerdamer, lægge de perfekt redigerede billeder op, der ligner en drøm, så kan jeg godt tage mig selv i at blive lidt deprimeret over min egen Instagram. Men det skal være slut nu.
Derfor tog jeg en beslutning om, at slette det profiler der kunne få mig til at føle sådan. Profiler, der bare var ALT for perfekte i deres udtryk. Det var faktisk lidt svært, for de er jo sindsygt flotte at kigge på. De gør bare ikke noget for mig.
Jeg fik ryddet op, og kan nu stå indenfor at jeg ikke følger profiler, der kan få mig til at tænke negative tanker om mig selv. I hvertfald ikke i lige så høj grad. For jeg vil ikke fremstå hellig. Vi kan alle have dage, hvor vi i forvejen har en off-day, ligger på sofaen og spiser chips og chokolade, med bumser i hovedet, hvor bare vores venindes billede af en nice brunch eller whatever, gør os endnu mere håbløse. Men der er der også andre ting der spiller ind.
Nå, men jeg lavet en liste over, hvilke overvejelser jeg blandt andet gjorde mig, da jeg ryddede op i min Instagram og som man er velkommen til at låne, hvis man ligesom jeg, vil have ryddet op i sin “Følger”-liste på Instagram.
- Er det en person du ser op til?
- Er det en person, der inspirerer dig positivt? enten på det personlige eller visuelle plan?
- Er det en person med en fed personlighed?
- Er det en person der tør at skille sig ud?
- I hvor høj grad afspejler personens Instagramprofil virkeligheden? Vi ved alle, at de fleste ikke viser de “grimme ting” og derfor ikke hele virkelighed. Men tænk mere over, om du måske synes, at vedkommenes Instagramprofil er ALT for gennemredigeret og pæn
- Hvad får du ud af, at følge vedkommende?
I er selvfølgelig mere end velkommen til, at komme med jeres egne overvejelser, og dele dem med os andre, i kommentarfeltet.
Jeg håber, at de er jer, som holder påskeferie, har en god ferie. Selv skal jeg lige til forelæsning dag og én på onsdag før jeg kan tage hjem og holde påskefrokost med familien. Hold i den forbindelse udkig efter det næste indlæg, som vil være en inspiration til påskefrokostoutfittet.
God mandag!
Virkelig godt indlæg! Jeg rydder også jævnligt op i dem, jeg selv følger 🙂